Nordvestjysk Fjordkultur's både

Johanne

Vedligeholdelse 2024 - 2025:

  • Stander/flag med bådnavn Johanne ønskes
  • Almindelig vedligeholdelse 
  • Almindelig forårsklargøring

Tovholder:

Sommer: Bent Aggerholm Brogaard

                Mobil: 8171 2544

Vinter: Børge Overgård

                Mobil: 2588 8059

Båden's data:

Bådtype:   Dansk jagt

Længde:   8,7 m ~ 27 fod

Bredde:     3,39 m ~ 10,5 fod

Dybgang:  1,35 m

Sejlareal:   48 m²

Motor:       43,5 hk 3-cylinder diesel Lister Blackstone 1960

Årgang:     1931

Bygget hos:  Bådebygger Olav Rasmussen, Hals

Ejer:               Nordvestjysk Fjordkultur, siden oktober 2023

Sådan kom Johanne til Struer

Mandag den 25. september fik jeg et telefonopkald fra Ole Jørgensen i Kolding. Han spurgte, om vi kunne være interesseret i at overtage en jagt.

Dagen efter skrev han følgende:

Jeg håber, I vil finde båden interessant og relevant i jeres sammenhæng. Vi er i ejerkredsen her blevet for gamle og skrøbelige til at overkomme hende, vi er klar til at give hende fra os efter mange års godt samliv, og det vil være os en stor glæde at se hende i nye, gode hænder, ikke mindst i Limfjorden.

Vi drøftede henvendelsen i bestyrelsen. Vi bestemte at sende en delegation til Kolding for at se på båden. Efter besigtigelsen var der ingen tvivl, båden er i en rigtig fin stand. Johanne kunne blive et rigtigt godt aktiv i vores samling af bevaringsværdige både. Der blev samlet et hold, som fremover vil tage sig af båden. De tog til Kolding for at rigge båden af, så den kunne blive transporteret til Struer på en blokvogn.

Torsdag den 26. oktober kom Johanne til Struer med Tvis Vognmandsforretning. Alle mand var med på havnen til den store begivenhed, da Johanne blev sænket ned i Limfjordens vande igen efter 13 år i Kolding Fjord.

Torsdag den 16. november fik vi fint besøg af en delegation fra Kolding. Vi havde aftalt, at vi ville afholde en mere formel overdragelse af Johanne til Nordvestjysk Fjordkultur.

Ole Jørgensen talte på gruppens vegne om den glæde, det var for dem, at vi ville tage os pænt af Johanne i fremtiden.

Glæden var ikke blevet mindre af, at de den dag havde fået lov til at fornemme den ånd og den gode atmosfære, der hersker i Nordvestjysk Fjordkultur.

Vi fik overdraget papirerne på båden. Samtidig betalte vi den aftalte pris på 20 kr. for båden. Som der blev sagt: ”Jo, man holder mest af det, man har betalt for”.

Efterfølgende fik jeg et brev fra Ole og Tove Jørgensen hvori de skrev:

Tak for en dejlig dag i går! Det var en stor oplevelse for os at se jeres fine sted, at mærke den gode både arbejdsomme og hjertelige ånd, og at blive så imødekommende modtaget. Vi kørte helt høje hjem og vil i al fremtid glæde os over, at I herefter vil tage vare på Johanne. Vil du hilse alle de skønne mennesker i kredsen og overbringe også dem en varm tak. Vi kommer forbi igen!Mange hilsener, Tove og Ole.

:/ab