(Fortsættelse fra forrige kolonne)
Vi sejlede hele vejen op gennem Storebælt op forbi Sjællands Odde, hvor kursen efter passage af Odden efter vor gissede position blev ændret i retning af anduvningsbøjen ved Hundested. Næsten på minuttet dukkede anduvningsbøjen op i tågen ud for indløbet til fjorden, hvorefter kursen blev lagt ind gennem løbet, og hvor havnemolerne til Hundested havn også var skjult i tågen lige til det sidste.

Det var sikkert også lidt held, at det gik så godt, men der var ingen vind og dermed ingen afdrift af den grund. Strømmen op gennem Storebælt har måske løbet begge veje i lige lang tid, da vi tilsyneladende fik lavet alle kursændringer på det rigtige tidspunkt og på den rigtige position. Vi havde kun vores søkort, ur og kendte vores fart, som vi dengang vidste, var 7 knob. Endelig kunne vi med ekkoloddet tjekke, om vanddybden passede med vor gissede position i søkortet.

Grunden til at vi skulle til Hundested var, at motoren skulle have en overhaling på Hundested Motorfabrik, hvor vi også skulle have nye stempelforinger.

Det var nemmest at sejle om natten i klart vejr, hvor fyr, lysbøjer og fyrvinkler hele tiden viste vejen.

Efterhånden som vi tjente lidt penge, blev der hen ad vejen købt mere udstyr til skibet. 
Vi fik på et tidspunkt købt en brugt radar og et Atlas papirekkolod, og da de første AP-navigatorer kom, fik vi også det. Derefter var det ingen sag at finde vej.

Den gamle motor på 78 hestekræfter, skulle man være gode venner med. Ikke mange kunne lære at starte den. Det skyldtes måske især, at der i en lang periode, uden vi var klar over det, var tæret et lille hul i topstykket ind til en kølevandskanal. Derved kom der saltvand ind over stempeltoppen, når motoren var startet. I en lang periode har vi således sejlet på en blanding af brændstof og saltvand. Det gjorde, at motoren var ekstra svær at starte, ligesom der kom meget hvid røg op af skorstenen. Men når først motoren var i gang, så gik den rigtig godt.

Det var også i den periode, at vi havde ekstra mange skorstensbrande. Vi havde allerede tidligt lært, at der kunne opstå brand i sod og uforbrænd olie i lydpotten og skorstenen. Når det skete, var der ikke andet at gøre end at lade det brænde ud og nedkøle selve skorstenen med vand fra spulepumpen. En gang blev skorstenen så varm, at den var ved at smelte. Den nederste del af skorstenen blev deformeret på grund af varmen, hvilket man kunne se mange år efter. Sådan en skorstensbrand så meget dramatisk ud. Det var som at se et kæmpe romerlys, hvor ildkugler blev skudt mange meter op i luften over skorstenen. Især om natten så det flot ud.

Lodsen ved Helsingør i begyndelse af 70erne. Udgravninger for museet

Lodsen og Anne-Karen i Struer Østhavn, sidst i 70erne

Lodsens Hundested motor

Engang skete det mens vi lå i havnen i Løgstør. Her blev brandvæsenet tilkaldt, og da de kom, ville de til at sprøjte vand ned i maskinrummet, som var røgfyldt. Det fik jeg heldigvis forhindret, så de nøjedes med at køle ruffet og skorstenen, hvorefter de sendte en røgdykker ned i maskinrummet, hvor noget træ i dækket omkring skorstenen ulmede. Det fik røgdykkeren slukket med en ildslukker, og på den måde slap vi for at få hele maskinen druknet i vand.

En anden gang fik vi en skorstensbrand på det værst tænkelige tidspunkt. Jeg sejlede ene mand fra Thisted til Nykøbing Mors. Min makker skulle køre turen i vores bil. Ud for Ejerslev på Mors fik jeg kraftig røg i styrehuset nede fra maskinrummet, og jeg vurderede at jeg ikke kunne nå til Nykøbing uden at hele skibet risikerede at brænde af.

Jeg fik forruden åbnet, så jeg kunne få frisk luft, hvorefter jeg satte kursen efter Ejerslev Havn.

Over radioen fik jeg kaldt stenfisker ”Allan Juel”, som vi skulle arbejde sammen med i Nykøbing, så de skyndte sig i bilen med min makker og med brandslukkere og røgdykker-udstyr.

Da jeg nåede ind til den forfaldne bro i Ejerslev havn, som ikke blev brugt mere, kom de i samme øjeblik kørende i bilen, hvorefter vi fik slukket ilden i fællesskab. Det var sidste gang jeg sejlede alene også på de korte ture. Denne gang slap jeg godt fra det, men sikkerheds-mæssigt er det bedst at være to, så man har bedre chance for at klare de problemer, der kan opstå under en sejlads.

Vi kunne være op til fire mand om bord på ”Lodsen”, når vi arbejdede og sejlede. Så boede og spiste vi i fartøjet. Der var to kistebænke med madrasser i kahytten, og over dem lavede vi to køjer, som kunne lægges ind mod skottet om dagen, så vi alle kunne sidde på de nederste køjer omkring bordet, når der skulle spises.

I det lille rum mellem kahyt og maskine var der lavet en primitiv kabys, hvor vi kunne lave mad og kaffe. I starten stod gasflasken til begge gasblus nede under bordet, men det krævede skibstilsynet af sikkerhedshensyn flyttet op i en kasse på fordækket, hvorfra vi lavede en rørføring ned til gasapparaterne.

I skibet og kahytten var der til stadighed en lugt af sod og olie, og lige meget hvor meget vi vaskede det hele og gjorde rent, også helt nede i bunden mellem spanter og bundstokke, så forsvandt lugten aldrig. Når vi var om bord, mærkede man ikke lugten, men alt tøj skulle vaskes, straks når man kom hjem, hvis ikke hele huset skulle lugte af ”Lodsen”. Selv mad som havde været om bord, smagte af ”Lodsen”, hvis man tog det med hjem. Et brød som var købt om morgenen kunne således ikke spises til aften i land, hvis det havde været om bord.

Vi har gennem årene lavet et utal af spændende opgaver med ”Lodsen”, hvor vi både boede og spiste om bord i fartøjet. Om aftenen læste man, spillede kort eller drillede hinanden, så gik fritiden godt og hyggeligt, og når vi lå i havn, var vi gerne oppe på den nærmeste lokale kro og spille billard.

Dykkerholdet på Lodsen, 1983

Arbejde ved soldet ved HMS Sct. George, 1984

Lodsen ved Fjaltring, 1985

Lodsen blev brugt ved alle former for dykkerarbejde til søs. Der var arbejder med søkabler og rørledninger, arbejder ved broer og vandbygværker, inspektion og havbundsundersøgelser og meget mere. Det mest omtalte var de arbejder, vi lavede for museer og ved gamle skibsvrag. Vi lavede således de første store udgravninger ved HMS ”St. George” fra ”Lodsen”, og det, vi bjergede de første år, blev grundlaget for Strandingsmuseet i Thorsminde. Vi udgravede også to af Christian den Fjerdes skibe ved Helsingør for Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, Vi fandt og undersøgte det berømte ”Stinesmindevrag” i Mariager fjord. Vi lavede TV-udsendelser fra skibet, hvor den længste udsendelse var ”Hermods sidste minutter”. Det var en 40 minutter lang udsendelse, som blev lavet af Bent Anthonisen i samarbejde med TV Midt-Vest. Det var et af de første store programmer, som blev lavet ved tv-stationen i Holstebro.

Der er kun plads til at nævne en lille del af alle de opgaver, vi har lavet med skibet gennem årene, men alene arbejdet med skibsvrag, museer og tv kan fylde en hel bog, og dertil kommer alle de andre opgaver og arbejder, som alene i min tid med ”Lodsen” kunne fylde adskillige bøger.

Jeg har helt glemt, at fortælle, hvor stærkt og sødygtigt et skib ”Lodsen” er. På grund af skrogets bygning og den tunge motor og ballast, som er i bunden af fartøjet, kan det rette sig op, selv i de største søer. Engang, hvor vi sejlede langs den jyske vestkyst i hårdt vejr med søerne på tværs, fik vi en ekstra stor brodsø ud for Bovbjerg. Den lagde skibet helt ned på siden, hvor vandet stod ind i styrehuset ved kanterne af vinduerne i styrehuset. At vi var helt nede på siden i måske lidt over 90 grader, kunne vi se ved, at den kaffe, som med møje og besvær var skænket halvt op i krusene i det hårde vejr, var løbet ud af vore krus, som stod fast i dybe holdere, så de ikke kunne vælte.

Vi blev noget chokerede, og da skibet rettede sig op igen, blev kursen hurtig lagt skråt op mod søerne mod nordvest, så vi ikke risikerede at kæntre. Det blev en lang tur udefter, inden vi kunne sætte kursen ind mod Thyborøn Kanal med søerne ind agten for tværs. Det er normalt den farligste retning for et skib, at have store bølger. Men ”Lodsen” er bygget med bred bov og en agterstævn, som kan klare store bølger ind agten fra. Flere skibe er ellers kæntret gennem årene, fordi de har sejlet med søerne ind agten fra tværs, herunder ”Biologen” som kæntrede ved Anholt, hvor hele besætningen omkom.

”Lodsen” er derfor et meget sødygtig og sikkert skib i hårdt vejr, men det kan være ligesom at være på en vild hest, hvor man skal holde sig fast hele tiden. Efter en tur i hård søgang var man mørbanket og meget træt, når man kom i læ eller i havn.

Jeg er meget glad for, at Nordvestjysk Fjordkultur nu har taget hånd om Lodsen, som efterhånden er et veteranskib med en helt enestående historie.